Suset fra hal 7A


En reportage fra modelbanehallen på årets legetøjsudstilling i Nürnberg.

Af Martin Wilde


Den letteste måde at komme ud til messen fra Nürnberg Hbf er med U-banen.

Indgangen til messen, år man kommer med U-banen

Det er altid spændende at gå en tur i hal 7A, når der er legetøjsmesse i Nürnberg. En ting er naturligvis de mange nyheder, som modelbanefolket kan se frem til i det kommende år - nyheder der normalt løftes sløret for første gang på den årlige legetøjsmesse. Noget andet er det, der ikke findes på tryk i de mange nyhedskataloger. Det er de små og store signaler, som man skal være kender for at afkode.

Et eksempel er Roco, der tidligere har haft en af hallens største stande. I 2006-udgaven var standens areal skrumpet til næsten halv størrelse - noget der naturligvis hænger sammen med Rocos konkurs sommeren sidste år, og at det er et nyt firma, Modelleisenbahn GmbH, der nu har overtaget navnet Roco.

Så meget desto mere har det nye firma brug for at signalisere succes. Det kan gøres på mange måder.

Forhandlingsområdet, stedet hvor indkøbere og Rocos sælgere forhandler, var tidligere helt afskærmet, men i år var den ene væg en glasvæg. Det er tydeligt, at publikum skal se, at det nye firma er en succes. Det skal da også siges, at der rent faktisk var fyldt ved alle bordene, hver gang jeg passerede forbi, så der er tilsyneladende gang i butikken.


Den største nyhed fra Roco er i H0, hvor det nye firma lancerer et nyt spor, der har fået navnet geoLINE.

Det er meningen, at det nye spor skal afløse det velkendte Roco Line. Modelmæssigt er det er klart tilbageskridt, da sporet er med fast ballast, der er alt for smal - Roco har tydeligt ladet sig inspirere af Märklin og Trix C-spor.

Til gengæld - som Claus Aaltonen, Rocos mand i Danmark, fortalte - er det billigt både at producere og i udsalgspris. Hver skinne består af kun fem dele: plastikballast, sammenkoblingsfunktion og sveller støbt ud i et - de brune sveller trykkes på med tampontryk - to skinner og to lasker. Det er alt.

Roco lancerer endnu engang en nu digitalmus.

Hvad skala N angår, vil der i den første tid ikke komme nyudviklinger, men kun farvevarianter af allerede eksisterende modeller.

Claus Aaltonen fortæller, at det også gælder for danske modeller i størrelse N. Senere vil firmaet se udviklingen an, og så afgøre, om der skal satses mere på størrelse N.

Året byder ikke på nogen danske N-modeller fra Roco, men en ny udgave af det tyske lyntog type VT11.5, der jo var forbillede for de danske MA-lyntog. Sættene - et med to motorvogne og to mellemvogne og et sæt med fire mellemvogne - er i blå og beige farver, som et togsæt, der er hentet hjem til tyskland fra Italien.

Dertil kommer nogle schweiziske EW IV-vogne og et par moderne italienske personvogne samt tre kænguruvogne med veksellad

og et sæt med to FS Gs-vogne.

I sandhed et sortiment der lever op det lovede, om kun at lancere farvevarianter af allerede eksisterende modeller.


Åbent kig ind til forhandlerområdet var også noget, Piko kunne byde på.

Piko har også udviklet en nyt salgsvæg - et såkaldt shop in shop koncept.

Ejeren af Piko, Dr. René Wilfer har i sandhed formået at få hvirvlet støvet af den gamle østtyske fabrik, og han går selv i spidsen for løjerne.

Han er kendt for hvert år at præsentere et nyt brillestel, der gerne skal være mere outreret end året før, og i år var ingen undtagelse.

Årets største nyhed fra Piko er virkelig stor. Med en model i 1:22,5 af det moderne ellokomotiv Taurus går Piko nu ind på det voksende marked for havebaner.

Pikos danske importør Torben Jespersen vil sælge flere startsæt herhjemme.

- Jeg regner med, at udsalgsprisen i Danmark kommer til at ligge et pænt stykke under 3.000,- kroner, fortæller Pikos danske importør Torben Jespersen: - Dertil kommer, at vi udvider i størrelse TT. Sidste år lancerede Piko også en Taurus i den størrelse, og i år kommer den i fire forskellige farvevarianter. De første er blevet revet ned fra hylderne, selv om det mest er i Tyskland, det sker.

I skala N er der ingen nyheder fra Piko - og så alligevel. For firmaet producerer en række industribygninger, der egner sig til danske anlæg, deriblandt en flot stor gastank, i størrelse N, og Torben Jespersen har taget alle bygninger hjem, så de lagerføres hos importøren. Hvis nogle skulle være interesseret, kan den lokale modelbanepusher hurtigt bestille dem hjem, hvis han ikke allerede har dem i butikken.

I det kommende år har Piko i stedet tænkt sig, at der i Danmark skal satses på H0. Desirotoget kommer i en udgave fra Nordjyske Jernbaner (Skagensbanen og Hirtshalsbanen) som forventes i butikkerne efter sommerferien, og så er der planer om to nye danske startsæt. Det ene bliver med et fordansket lokomotiv og to af DSB's toetages personvogne, det andet med et godstog, der består af et fordansket lokomotiv og en række containervogne med danske containere.

Både de toetages personvogne og containervognene kommer også til salg enkeltvis.

Torben Jespersen fortæller, at begge startsæt kommer som almindelig analog- og i digitaludgave og til en attraktiv pris. Det samme er tilfældet med en dekoder med lydmodul til et tocylindret damplokomotiv. Her forventes udsalgsprisen at blive mellem 600 og 700 kroner. Skal der også røg op ad skorstenen, kan det købes for et pænt stykke under 200 kroner.


Til side 2